Ciabatta stykker med surdej.

For mange er det evige problem madpakken. Hvad skal man lige finde på som er hurtigt og nemt og som kan holde sig hvis man ikke lige har adgang til et køleskab. Desuden skal det smage godt og man skal føle man bliver mæt.
En ting jeg ofte laver til madpakken hvad enten det er til arbejde, en vandretur i skoven eller noget helt trejde er sandwich. Det er nemt og man kan fylde stort set alt i en sandwich og dermed få brugt rester fra køleskabet så man undgår madspild. Man kan bruge mange forskellige slags brød til sandwich og på den måde variere den ligesom man kan med fyldet. 
I morges brugte jeg lidt tid på at få lavet disse ciabatta stykker, så der er til en hurtig sandwich i løbet af de næste par dage, for ret meget længere holder de ikke her i lejligheden inden de er spist.
De er koldthævet, det vil sige de har stået natten over i køleskabet inden de blev bagt her i morges.


Ciabatta stykker med surdej.


300 gram mel ( Tipo 00 )
270 gram durummel
7 gram tørgær (svare til cirka 25 gram frisk gær)
10 gram salt
2 dl vand
1 dl surdej

Rør vand og surdej sammen. Tilsæt tørgær og sørg for det er rørt godt ud. Tilsæt salt. Bland durummel i og rør det godt ud. Tilsæt mel. Dejen skal nu æltes godt, det vil sige mindst 10 minuttes. Nu mere du ælter en dej jo bedre. Du kan aldrig ælte en dej for meget, men du kan ælte den alt for lidt.
Når dejen når en konsistens hvor den slipper bordet og fingerne, men stadig er fugtig så er den ved at være der.
Pas på med ikke at ælte for meget mel i dejen. Hvis du har brug for mere mel så dyp dine hænder i melet i stedet for at komme det ud over dejen, det kan hurtigt blive for meget.
Når dejen er æltet godt igennem ligges den over i en bradepande der er smurt med olie. Dejen trykkes ud så den fylder hele bradepanden. Læg noget film over og sæt det i køleskabet natten over.

 Næste dag vender du forsigtigt dejen ud på bordet og skærer den i 8 stykker. Læg forsigtigt stykkerne over på en bageplade med bagepapir og lad dem hæve indtil din ovn er 210 grader varm hvorefter de bages i cirka 15 minutter.



Jeg har valgt at bruge lidt gær da det at bage med surdej stadig er nyt for mig og jeg stoler ikke helt på at surdejen alene kan få brødet til at hæve selv om det i teorien skulle kunne. Men resultatet blev meget tilfredsstillende. Et luftigt stykke brød med en god krumme og en duft der kan få enhver til at savle.
Du kan selvfølgelig også bruge frisk gær. Grunden til jeg bruger tørgær er at i Japan hvor jeg bor kan frisk gær ikke købes i supermarkederne, men skal købes i speciel butikker og derfor har jeg bare ikke altid frisk gær i køleskabet. Japanerne har ikke samme tradition for at bage som den vi i Danmark kender til og derfor kan det være svært at finde specielle ingredienser som forskellige melsorter og kerner. I Japan kan man stort set kun få hvedemel, fuldkornsmel, grahamsmel, rugmel og majsmel. Men det kan man også komme langt med hvis man justere lidt hist og her når man finder en opskrift man gerne vil afprøve. Men det skal da ikke være nogen hemmelighed at jeg bliver lidt misundelig når jeg ser brød bagt med ølandshvede, emmer eller spelt. Så kan jeg godt komme til at hænge lidt med mulen og tænke nøøøj hvor ville jeg gerne prøve at bage med det. Men det må så vente indtil jeg kommer hjem til Danmark på ferie. 
I mens må jeg så bare glæde mig over det mel jeg rent faktisk kan få og at der sagtens kan komme noget godt og lækkert brød ud af det. 

         Velbekomme.

Kommentarer

Populære opslag fra denne blog

Asta-kage.

Svinekød med miso og grøntsager.

Kylling i wok med peanuts og chili.